onsdag den 7. september 2016

Kunst & Design udsmykker Kottesgade

Hvis du ikke skulle have lagt mærke til det, er der er kommet ny og farverig udsmykning i form af meterlange bannere. Bannerne er lavet af HF’s Kunst & Design kursister og hænger og bryder de ellers så hvide omgivelser fra 2. og 3. etage. De er oprindelig lavet til forestillingen ”Poesiens mester”, som var en del af H.C. Andersen Festivalen, der fandt sted i slutningen af august.

Forestillingen blev opført af 230 HF FLOW kursister, og i den forbindelse var HF Kunst & Design kursisterne med til at lave scenografien. Bannerne skulle afspejle forestillingens hovedperson Albert, og kursisterne fik derfor forskellige nøgleord til hvert banner.

Fokusset hos kursisterne var, at det skulle være abstrakt kunst, og der har været talt meget om farve og formsymbolik, når de enkelte bannere skulle laves. Kursisterne har bl.a. eksperimenteret med kropsaftryk og brugt hænderne til at male for at opnå et abstrakt udtryk.



To nye design kursister, der har været med til at lave bannerne, er blandt andre Juliane og Xenia. De er glade for at være startet på HF Kunst & Design. De mener begge, at det er et godt grundlag at have, hvis man gerne vil fortsætte på designskole eller kunstakademi. HF Kunst & Design giver rum til kreativitet og udfoldelse, lige meget hvilket niveau man er på, fortæller Juliane.

Xenia (tv.), Helma og Juliane


Dette er også medvirkende til, at kursisterne inspirerer hinanden indbyrdes, hvis den ene har nogle kunstneriske evner, som de andre kan lære af. Derfor mener pigerne også uddannelsens profil er bred og har plads til alle, hvilket giver et godt sammenhold i klassen. Juliane og Xenia ser frem til, at de 2 år giver plads, tid og rum til at fordybe sig i kunst.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar