fredag den 19. juni 2015

Jeg vil ikke gå glip af noget


Med et rivende engagement har Thit kastet sig over nye projekter og har udfordret sin egen komfort zone ved at turde sige ja til nye opgaver. 
I disse dage afslutter Thit Hansgaard sin Design-hf og modtager VUC-legat på 10.000 kr. til et studieophold i Tyskland.

Stort tillykke til Thit, der sluttede sin Design-hf med biologieksamen ved Preben Nielsen.

Da Thit startede på Design-hf for 3 år siden var det med et ønske om at udvide sin horisont. Thit var blevet færdig med sin bachelor fra den eftertragtede Designskole i Kolding, hvor hun som 18-årig blev optaget på dispensation uden en gymnasial uddannelse pga. sit kreative talent. 

Hun beskriver sig selv som ”en typisk teenager”, der gik rundt i sin egen verden med skyklapper på. Det eneste, der betød noget, var at tegne. Men efter 3 år fandt Thit ud af, at hun manglede noget:
- Jeg manglede den der basale viden om hvordan verden hænger sammen, jeg manglede at have studiekammerater og alle de der ting. Det kunne godt være, jeg kunne tegne, men det kræver lidt mere end bare at være kreativ.

En hf-design blev løsningen, hvor Thit fortsat kunne arbejde med de kreative fag. Dog blev hun selv noget overrasket over, at matematik blev hendes yndlingsfag.
- Det var noget af en øjenåbner at finde ud af hvordan det bidrager til ens kreativitet, når man ved noget om verden. F.eks. har jeg aldrig været interesseret i matematik og fik 03 i folkeskolen. Men sidste år var matematik mit yndlingsfag og jeg sluttede af med et 12-tal.

Jeg er blevet meget mere åben og nysgerrig 

I folkeskolen fik Thit hele tiden fået at vide, hun sagde for lidt.  Hun havde det fint med at sidde derhjemme og hygge sig med at tegne. Men tiden på VUC har Thit oplevet glæden ved at være del af et fællesskab.
- Det har været helt fantastisk at have en klasse, hvor folk har haft det kreative som fælles interesse. Det har også præget lærernes tilgang til alle vores fag. Vi har også malet og tegnet i dansk og historie og haft den vinkel på det. Det har været helt unikt.

Studietiden på VUC har også kick-startet en nysgerrighed og motivation for at samarbejde med andre. Hvor drømmen tidligere lød på en karriere som solist kunstner, er den i dag et mere projektorienteret samarbejde, der fordrer hendes kreativitet.
- Jeg har opdaget at jeg arbejder bedst under klare rammer og er er blevet meget mere åben og nysgerrig. Jeg skal ud at finde ud af, hvad der sker og har opdaget, at jeg får så meget igen, når jeg siger ja.

At turde træde ud af sin komfort zone

Modet til at sige ja har resulteret i adskillige studiejobs og spændende oplevelser. Hun har deltaget i HF & VUC FYNs Talentskole for kunstnere, udstillet egne værker, deltaget i kreative workshops, konkurrencer og festivaller samt arbejdet som grafisk designer.
- Hvis man gør nogle ting, man er lidt bange for, som er lidt uden for ens komfort zone, så kommer der altså alt muligt uventet igen. Det bliver hele tiden ved med at overraske mig.

Thit’s toiletter

Thit sætter et tydeligt aftryk på skolen med udsmykningen af agoraens toiletter. Et projekt, som hun er meget glad for at have fået lov til. Udsmykningen består af et eventyrligt univers med dyr, og Thit håber at være med at gøre en forskel for dem, der bruger toiletterne.
- Det har været helt vildt sjovt at høre folks reaktioner, mens jeg har stået og malet, og jeg synes det er så fedt, at de har en holdning til det, jeg laver. Jeg har stadig ikke helt fattet at det er mig, der har fået lov til at male de toiletter.

Lis Barnkob, underviser på hf-design, udtaler:
- Thit har blik for såvel den mindste detalje som den overordnede struktur. Hun har sin egen stil, sine egne ideer og mål. Åben og imødekommende lukker hun os ind i sit fantasifulde, kreative univers.

En lysende fremtid som illustrator

Efter sommerferien er det planen at Thit vender tilbage til Designskolen for at fortsætte på kandidatuddannelsen som illustrator, men det bliver som et helt nyt menneske
- Jeg tror slet ikke, de kan genkende mig. Før gik jeg jo for mig selv uden at snakkede med nogen. Nu kommer jeg ind ad døren på en helt anden måde og vil sige ja til mange flere ting. For jeg har jo lært, at det godt kan svare sig.

VUC-legatet på 10.000 kr. skal bruges til at læse et semester i Tyskland på Hamburg University of Applied Sciences, der er anerkendt for deres illustrationsforløb.

Vi ønsker Thit al mulig held og lykke fremover og glæder os til at følge hendes kunstneriske karriere i fremtiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar