fredag den 15. marts 2013


Bliv klar til eksamen - få kontrol over angsten


Hf lærer Lislotte Jørgensen er en travl dame i øjeblikket.
Hun holder kurser i, hvordan man overkommer eksamensangst og har foreløbig aftaler på 20 forskellige hold.
- Og jeg må indrømme, at det er overraskende, hvor mange på holdene, der døjer med eksamensangst, siger Lislotte.

Mange årsager

Der kan være mange forskellige årsager til eksamensangst.
Der er ofte tale om forventningspres – ikke mindst når vi har med første generation at gøre, som tage en uddannelse.
- De er vant til at blive betragtet som den kloge i familien, og det lægger faktisk et stort pres på den vedkommendes skuldre, forklarer Lislotte.
Depressioner og lavt selvværd er en anden udløser af eksamensangst - det med ikke at turde tro på sig selv og have angst for at ”blive kørt over” eller at miste.
- For når det går dårligt i skolen oplever folk faktisk også, at venner tager afstand fra dem, fortæller Lislotte Jørgensen.

Symptomer på angst 

Angst kan give sig udslag på mange forskellige måder.
Du kan få en meget hurtig vejrtrækning, få kvalme, mærke en spænden for brystet, prikken i hænderne, få en følelse af at alting drejer rundt, eller at man bliver trukket nedad eller slynget udad i en spiral.
Ofte er der tale om meget kropslige symptomer.

Angst handler om overlevelse

Angst er i virkeligheden en overlevelsesmekanisme beregnet til at træde i kraft i livstruende situationer – og angsten kan optræde på forskellige måder:


Kamphormon som adrenalin pumpes eksempelvis ud i kroppen, så man får styrke til at kæmpe – eller flygte. (Det kan virke uhensigtsmæssigt i en eksamenssituation, hvor man skal bevare roen og demonstrere overblik over et emne.)





Hjernen giver signaler om at spille død – en overlevelsesstrategi der også kendes fra dyreverdenen. Reaktionen kan være hensigtsmæssig i en krigs- eller terrorsituation, hvor din fjende leder efter overlevende, han vil dræbe.
(I eksamenssituationen kan en sådan instinktiv reaktion betyde, at du ”lukker ned” og har svært ved at finde svar og at fokusere).




Hjernen giver besked om at undersøge området for farer, der kan minde om faresituationer, du tidligere har været i. Det rationelle mål er at finde ud af, om den nye situation også indebærer en fare.
(I en eksamenssituation er en sådan reaktion også uhensigtsmæssig og betyder, at du ikke kan fokusere på din opgave, fordi du har travlt med at afdække om der ligger ”livstruende farer” og lurer i eksamenslokalet.





Angst er med andre ord en mekanisme, som er med til at sikre din overlevelse. På den måde er den din ven. Men den kan komme ud af kontrol, så angsten bliver både ubehagelig og vanskelig at kontrollere.

Find kilden til din eksamensangst

Angsten har en række grundlæggende kilder som angsten for at dø, bliver adskilt, lide nederlag, miste kontrollen, blive sindssyg og at komme i konflikt med sin samvittighed – alt sammen faktorer der er vigtige for overlevelse.
- Tit er nogle af disse grundlæggende angstformer kilden til eksamensangsten. Og kilden kan du ofte finde ved at stille spørgsmålet: ”Hvad er det værste, der kan ske”?
- Og når først, du har fundet kilden, er angsten lettere at håndtere, siger Lislotte Jørgensen, som arbejder med en lang række forskellige øvelser til håndtering af angst – både på klassen og individuelt.


Din klasse har mulighed for at booke et eksamensangstkursus hos Lislotte Jørgensen på ljo@vucfyn.dk. Men vær opmærksom på, at der først er ledige tider efter påske.


Generelle eksamens-råd

Dyrk motion – på dit eget niveau. Gå en tur i den friske luft, løb, hop på cyklen,  gå i svømmehallen …. Motion er med til at klare hjernen, når den går i hak.
Dyrk eksempelvis motion regelmæssigt. Det vil give struktur på din hverdag.
Og del dit arbejde op i små bidder – dag for dag. Så er det lettere at overskue de mange sider, du skal have læst.
Spis i øvrigt fornuftig og undgå alkohol, euforiserende stoffer eller beroligende medicin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar