tirsdag den 4. april 2017

Never judge a book by its cover

Anmeldelse af forfatter Casper Eric.
Skrevet af Fowzia, Layal, Rikke og Zila.




HF og VUC havde d. 27. marts besøg af forfatteren Caspar Eric, der blandt andet har skrevet bogen Nike. I denne bog skriver Caspar om sit handicap, kærestesorger og samfundet. Casper Erik har cerebral parese, hvilket gør, at han konstant har smerter og halter, når han går.

Til forelæsningen fokuserede han på sprog og hvordan vi bruger det, f.eks. i forhold til hans handicap: ‘’ jeg ER ikke handicappet, jeg HAR et handicap.’’
Han mener at man ikke skal identificere sig med sit handicap, men ændre den måde vi siger ting på.
Han nævner også at vi stempler hinanden, især minoriteterne, altså kvinder, udlændinge, handicappede og bare generelt ikke hvide mænd. Det er bemærkelsesværdigt at disse minoriteter klarer sig flot, får lederstillinger osv. Man siger f.eks. en kvindelig leder og ikke bare en leder, som man havde sagt hvis det var en mand.

Det er nemt for et samfund bare og ‘ride med på bølgen’ og se til imens ingen stiller spørgsmål.
Caspar Eric finder det påfaldende, hvordan vi lærer at det, der er anderledes er skamfuldt.
Skam er noget der er indlært, siger han.

Caspar Eric gjorde med sin rytmiske oplæsning, værket mere levende og lettere at forstå. Man blev ‘taget med’ i oplæsningen og havde lyst til at læse mere.

Efter vi havde læst bogen Nike havde vi et indtryk af at Casper var meget selvcentreret og meget fokuseret på sit handicap. Dog efter vi har været til Caspars forelæsning har vi fået en meget bedre forståelse for både hans bog og for ham. Han havde humor og var meget sympatisk. Måden, han ser verden på, er meget inspirerende, man kunne lære en ting eller to.


Om forfatteren:

Caspar Eric er født i 1987 og har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
I 2015 udgav han langdigtet Nike. 
I denne bog tager forfatteren udgangspunkt i sin egen Cerebrale Parese (spastisk lammelse) i en refleksion over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i et samfund som vores.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar