mandag den 16. juni 2014

Nu giver mit liv SÅ meget mening

Camilla er på vej tilbage til Filippinerne. Den 23-årige pædagogstuderende har tabt sit hjerte til de forældreløse og fattige gadebørn. For her føler hun virkelig, at hun gør en forskel. Men for bare fem år siden var Camilla ligeglad med det hele. På vej ud i et misbrug og totalt træt af skole.


Camilla har, med egne ord, altid været et ressourcekrævende barn, der ikke kunne indordne sig.

”Det var min opførsel. Jeg havde svært ved at andre skulle bestemme over mig”, husker Camilla.

9. og 10. klasse tog hun på to forskellige efterskoler, men undervejs var hun tæt på at blive smidt ud, og hun stoppede kort før, at det sidste år på efterskolen var slut. Derefter vidste Camilla ikke, hvad hun skulle. Hun havde brug for en pause fra skolen, så hun arbejdede, indtil hun blev 18 og besluttede derefter at søge på Social- og Sundhedsskolen, fordi hun troede, hun ville være sygeplejerske.

”Jeg ville arbejde med mennesker, og det har jeg altid vidst, så jeg startede på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Men jeg havde fået en ny ven, og vi begyndte at ryge rigtig meget hash sammen”, fortæller Camilla.

”Jeg var i praktik, men når man ryger hash hver dag, så bliver man vildt træt, uoplagt og tung i hovedet. Min praktikvejleder fra SOSU kom nogle gange om morgenen og vækkede mig. Det var dér, det begyndte at sejle for mig og jeg blev lidt ligeglad med tingene”, forklarer hun.


Camilla blev smidt ud af SOSU skolen. Det efterfølgende halve år var hun på kontanthjælp, og der var reelt ingen, der stillede krav til hende.

Camillas Happy Valentine blandt gadebørnene på Philippinerne. Hun føler, at hun får mindst lige så meget igen fra børnene, som hun giver.  











På stoffer
Lige inden Camilla fyldte 19, besluttede hun, at nu ville hun prøve stoffer og så blev det rigtig slemt efter det.
”Jeg blev afhængig. Jeg blev utroværdig. Jeg løj og var ikke til at regne med overhovedet. Og jeg mistede rigtig mange venner og veninder. Blandt andet en rigtig god veninde, som jeg havde boet sammen med”, fortæller Camilla.

Efter et halvt år tog Camilla kontakt til VUC, fordi hun ville tage den 1- årige Hf Pædagogpakke. Men hendes 10. klasses eksamen var ikke god nok, og hun blev nødt til at tage en ny for at blive optaget på hf.

”Jeg var virkelig flov over alt det, jeg havde gået og lavet indtil da. Jeg kunne slet ikke identificere mig med den person, jeg var blevet. Det at være 19 og skulle starte i 10. klasse var bare endnu en ting at være flov over”, husker Camilla. 

På VUC
Camillas indstilling til 10. klasse på VUC var på mange måder præget af useriøsitet. Hverken hun eller hendes medkursister tog skolen særlig alvorligt. Men faget psykologi fangede alligevel Camillas interesse

”Det var første gang noget fangede mig og hvor jeg tænkte, at det var spændende”, fortæller Camilla. Omvendt fangede psykologilæreren interesse for Camilla, fordi det var så tydeligt, at hun ikke havde det godt, og det endte med, at læreren henviste hende til VUC´s psykolog Helle Vejlgaard.

Psykologen blev vendepunktet 
Det første møde med psykologen står knivskarpt i Camillas erindring.
 ”Da jeg kom ind til Helle, gik der ikke længe, førend hun lagde armene over kors og sagde: Ved du hvad? Jeg gider ikke nogen diva-opførsel her. Så hvis der er noget, så er døren lige der”, husker Camilla.
 
Det var lige dét, hun havde brug for: én, der ikke strøg hende med hårene. Divaen gik ud af døren. Camilla blev. Hun gik til jævnlige samtaler med psykologen, og på sin 20-års fødselsdag sagde hun endegyldigt farvel til stofferne. Hun har ikke rørt hverken hash eller stoffer siden.

Efter 10. klasse tog Camilla den et-årige hf-pædagogpakke og blev optaget på pædagogseminariet.

”Alle blev virkelig overraskede over, at jeg fik så gode karakterer, som jeg gjorde. Jeg havde haft rigtig mange nederlag, og der havde altid været meget bøvl med mig, så da jeg fuldførte mine eksamener og kom ind på seminariet, var det bare total lykke”, fortæller Camilla og smiler.

Camilla hjemme i baghaven dagen inden afrejsen til Filippinerne. Efter mange nederlag og blindspor har hun virkelig fundet dét, hun brænder for. 









I Filippinerne
I dag er Camilla i gang med tredje semester på pædagoguddannelsen, hvor hun er i praktik på et drop inn-center for gadebørn på øen Cebu i Filippinerne. Det er dyb fattigdom og barsk slum.

”De her gadebørn har ikke nogen, der passer på dem. De har ingen mor og far. Problemerne er limsnifferi, gamle mænd, der udnytter dem og vold mellem børnebanderne. I de danske institutioner kan det største problem være, at lille Oskar har haft det samme med på madpakken i to måneder, eller hvis tur det nu er til at bruge iPaden”, forklarer Camilla.

"Det giver så meget mening at være sammen med gadebørnene i Filippinerne. For første gang føler jeg virkelig, at jeg gør en forskel", slutter Camilla.

Camilla har forlænget sit praktikophold i Filippinerne indtil december. Når pædagoguddannelsen er kommet i hus, er Camilla klar med næste plan. Hun vil på universitet og tage en kandidat i pædagogisk psykologi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar