fredag den 28. februar 2014

TV2 FYN sender live fra Sisters Academy


Onsdag den 25. februar sendte TV2 FYN hele 30 minutters nyhedsudsendelse fra vores eksperimenterende projekt Sisters Academy. Gik du glip af indslaget, kan du se nyhedsudsendelsen her:

Marie Lind interviewes til TV2 Fyn i anledning af Sisters Academy projektet

I mandags tog 175 hf-kursister og 22 lærere fra FLOW fat på to ugers projektarbejde sammen med Sisters Hope, som vi har fået støtte til fra Statens Kunstråd på 275.000 kr. I to uger etableres et æstetisk læringsunivers ’Sisters Academy’ med henblik på at eksperimentere med nye læringsformater, der tager udgangspunkt i den sanselige erkendelse af verden.
Projektets formål er at pege på de kreative fags betydning i uddannelsessystemet og kan placere sig som en hybrid mellem kunst, uddannelse og fremtidsforskning.

Salen på Rugaardsvej 9 er derfor transformeret til en performanceinstallation, hvor kursister og lærere får mulighed for at undersøge deres ’poetiske og sanselige selv’. Projektet faciliteres af søstrene Coco og Coca Pebber, der vil indtage rollerne som skolens nye rektorer, og sammen med 10 performere sørge for en autentisk rammesætning af skolens univers. Både kursister og lærere vil få mulighed for at afprøve nye roller af sig selv, at undre sig, at lege og udfordre egen kreativitet. Bl.a. er der indført dress-code, restriktioner for madpakker og al tale foregår på engelsk.

På vores facebook side kan du løbende finde updates, billeder, videoer og presseomtale.

Tirsdag den 4. marts er der ÅBENT HUS kl. 17:00 - 18:00, hvor du kan opleve scenografien og høre mere om projektet. Læs invitationen her.

Erfaringerne fra ’Sisters Academy’ indgår i et forskningsprojekt, hvis forventede resultat er at illustrere værdien af det æstetiske, sanselige og poetiske som udgangspunkt for læring, som fremadrettet vil have indflydelse på de involverede læreres undervisning.
Læs mere på www.sistersacademy.dk.

"Sisters Academy er tidens mest kreative og opfindsomme eksperiment på at forny uddannelse på alle niveauer. I stedet for at påklistre æstetiske og kunstneriske metoder og indpasse disse i en begrænset ramme (f.eks. timeplaner) skabes et fiktivt univers, som varer flere dage eller uger.
 Deltagerne ’nedsynkes’ i dette univers, så alle sanser aktiveres og skærpes til fuldblodslæring. Dette betyder ikke, at undervisningen tilsidesættes eller suspenderes - tværtimod. Undervisningen gennemføres ifølge planen, bare iklædt nye regler, normer og sprog. Underviserne er forinden blevet forberedt med smagsprøver på universet, så de kan lade sig inspirere til nye undervisningsformer. Et modigt, innovativt, og unikt initiativ!"
Lotte Darsø, Lektor i Innovation v. Aarhus Universitet, medlem af Sisters Academy Advisory Board

Se også disse 3 små videoer:
#Uniformerne - klik her

#Fra Skole til Univers - klik her

#Første møde med søstrene - klik her



Ingen kommentarer:

Send en kommentar