mandag den 2. december 2013

Læs og bliv klogere på ondskaben

I salen på Rugårdsvej holdt stud. psych Liv Kronborg Forman forleden foredraget "Hvordan kunne de gøre det?" - et foredrag om ondskab med udgangspunkt i de nazistiske koncentrationslejre.
Skulle du være interesseret i Liv Kronborg Formans slides, finder du dem her.

Nedenfor kan du læse en artikel fra et lignende foredrag med Liv Kronborg Forman sidste år.

Længere nede finder du en artikel fra et foredrag med Arlette - den tidligere gymnasielærer fra Fredericia, som selv tilbragte flere år af sin ungdom i en nazistisk koncentrationslejr - som offer.
skulle du være interesseret i.

God læselyst!



Mio af liv på samvittigheden – hvad skete der lige?
Auschwitch-dagen den 27. januar blev markeret på HF & VUC FYN i Odense med forelæsning ved stud. Psych. Liv Kronborg Forman fra Københavns Universitet

Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, spørger Liv Kronborg Forman  sig selv - og salen

Hvordan går det til, at en kærlig ægtemand og familiefar udvikler sig til en massemorder med en mio. drab på samvittigheden?
- Hvad er det lige, der sker for en mand som ham?
Stud psych., Liv Kronborg Forman stiller spørgsmålet ud i forsamlingen på Rugårdsvej – på samme måde, som hun har stillet sig selv spørgsmålet – igen og igen.
Hun er på besøg i forbindelse med Auschwitch-dagen den 27. januar for at tale om ondskabens psykologi.
Hvad tænkte den tysker, der var med til folkedrabet mod jøderne, fortsætter hun sin spørgerække.
Tænkte han: ”Nu skal de dø!”, eller var det noget helt andet, der foregik?
Liv Kronborg Forman formåede
 at få salen med sig
Var de monstre? Eller var de bare helt almindelige mennesker?

75 procent af Europas jøder
I sin bacheloropgave on ondskab tog Liv Kronborg Forman udgangspunkt i to af Nazi-Tysklands største bødler, Franz Stangl og Rudolph Höss.
Begge tyske kommandanter fik en masse liv på samvittigheden under nazistyret, hvor 5,9 mio. jøder, 3 mio. russiske krigsfanger, 1,9 mio. polakker, 1 mio. sigøjnere, 0,2 mio. handicappede og 1,5 mio. andre blev henrettet.
- De 5,9 mio. jøder udgjorde i øvrigt 75 pct. af alle Europas jøder, så der var tale om en effektiv udryddelse, som foregik i dødslejre og koncentrationslejr, tilføjer den psykologistuderende.
- Det kommer let til at virke som ren statistik. Men vi skal huske på, at hver enkelt er et menneske af kød og blod, understreger hun.

Intention, pres eller passivitet
Nogle af de spørgsmål, Liv Kronborg Forman stiller, er:
Havde kommandanten et ønske om at slå ihjel. Blev moralen skubbet til side på grund af det menneskelige ønske om at ”høre til” (gruppepres).  Eller så kommandanten måske blot sig selv som et lille, ubetydeligt tandhjul i en større maskine?

Ambitiøse Franz
Franz Stangl var kommandant i dødslejren Treblinka - en af de mest frygtede lejre, hvor der blev dræbt 900.000 mennesker, mens han var kommandant.
Hver morgen ankom tog med cirka 4.000 mennesker, som blev klædt nøgne og kronraget, hvorefter de gik direkte videre i gaskamrene for så at blive brændt – en proces der sammenlagt kun tog et par timer.
- Stangl blev interviewet efter sin anholdelse i 1967. Derfor kender vi i dag til kommandantens eget syn på sine handlinger, fortæller Liv Kronborg Forman.
Franz Stangl fra Østrig – var oprindeligt en dygtig væver. Han var ekstremt ambitiøs. Han blev vævemester allerede som 18-årig – den yngste nogensinde. Men han ønskede fortsat at gøre karriere og gik ind i politiet.
I Polen blev han nazistyrets bedste kommandant på grund af sit organisationstalent.
- Det var min profession, jeg nød det, fortalte han efter sin tilfangetagning i 1967. Han nød at udføre sit job til ug - nøjagtigt som da han blev bilsælger i Argentina under sin flugt.
- Om Franz kan man sige, at han havde en form for intention om drab på jøder ud fra et personligt ønske om at gøre karriere. Men man kan også sige, at han var ureflekteret, vurderer den psykologistuderende ved Københavns Universitet.
Til sidst i interviewet fra 1967 siger han: ”Hvis jeg er skyldig – vil jeg ikke kunne leve med mig selv”.
Og dagen efter døde han i sin celle af et hjertestop.

"Troende" Rudolph
Rudolph Höss var kommandant i Auschwitz Birkenau, hvor 1.000.000 omkom, mens han var kommandant.
Han kom fra Stuttgart og begik racekriminalitet allerede under Den Første Verdenskrig og blev efter krigen fængsel i fem år for drab på en mand.
Han var ven med Heinrich Himmler og blev Adolf Hitlers højre hånd.
Beslutningen om at slå jøderne ihjel var selvfølgelig ekstraordinær, skriver han i sin selvbiografi, som han skrev efter at være taget til fange af englænderne.
Liv Kronborg Forman forsøgte
 at bruge psykologiske teorier til
 at skabe klarhed over det uforståelige
- Alligevel virkede grunden til denne masseudryddelse rigtig for mig. Men i dag indser jeg, at det var forkert, for det styrkede ikke den nazistiske sag. Jøderne er i dag meget tættere på deres endelige må, skrev han.
- Her må vi sige, at der var tale om en klar nazistisk intention, kommenterer Liv Kronborg Forman.

Forskellig tilgang
De to kommandanter har således en meget forskelligartet tilgang til deres engagement i udryddelsen af Europas jøder – og to forskellige forsøg på en psykologisk forklaring.
- Rudolph Höss havde en klar intention om jødeudryddelse med baggrund i en nazistisk ideologi, hvor jøderne udgør en trussel mod det tyske folk – og Franz Stangl havde i højere grad en ureflekteret, karrieremæssig tilgang, hvor de moralske spørgsmål trådte i baggrunden med baggrund i hans brændende ønske om at nå sine karrieremæssige mål.
Men det gælder for begge kommandanter, at de traf et valg.
- Eller rettere: De kunne have truffet et valg om ikke at deltage i folkedrabet – også uden at sætte deres liv på spil. For der er ingen beviser på, at nogen tysker er blevet dræbt for at nægte, understreger Liv Kronborg Forman.
Foredraget i forbindelse med Auschwitch-dag var arrangeret af psykologifaggruppen i Odense-Søndersø.

Pigen fra Auschwitz

Følelserne er lagt til side, når Arlette beretter  om sind tid i  Auschwitz-Birkenau. Hun giver en nøgtern - og stærk - personlig fortælling om et af de mest skræmmende kapitler i Europas historie.




- Efter tre dage og tre nætter i en tæt pakket kreaturvogn, stod vi ud i den polske koncentrationslejr, fortæller den spinkle Arlette. Hun sidder ganske alene med sin håndtaske i Salen på Rugårdsvej og fortæller sin gruopvækkende historie fra nazitiden til en sal - tæt pakket med AVU-kursister.
Den spinkle Arlette og hendes fransk-jødiske familie flygtede ad flere gange fra naziregimet men blev til sidst fanget og sendt fra Paris til Auschwitz-Birkenau i Polen. Der tilbragte hun den sidste del af krigen.

Min historie skal fortælles
I et langt liv har Arlette forsøgt at fortrænge de grufulde minder fra dengang  – så godt som muligt.
Men den 88-årige kvinde er blevet meget bevidst om, at hun snart er en af de meget få overlevende fra nazitidens udryddelses- og koncentrationslejre.
Hun har derfor valgt nu at stå frem og fortælle sin historie for eftertiden.
Smid tasken
Det første, fangerne blev beordret til, var at smide deres tasker i en stor bunke.
- Jeg tænkte: ”Dem finder vi da aldrig igen på den måde”, fortæller Arlette, som blev dansk gift efter krigen og har levet hele sit voksne liv som gymnasielærer i Fredericia.


Ja, det var så her, vi forrettede vores nødtørft.

Fange nr. 74853
Hurtigt skulle hun finde ud af, at tasken blot var første skridt i en fratagelse af den nye fanges identitet.
- Det næse var, at jeg fik tatoveret mit nummer på overarmen, fortæller Arlette og trækker op i blusen.
Fra det tidspunkt hed hun ikke andet end fange nr. 74853.
Fange nummer 74853 blev derefter klippet – og barberet skaldet, så flest mulige kendetegn var væk.

Et heldigt nummer
Et nummer i rækken var, hvad hun nu var reduceret til – men et heldigt nummer skulle det senere vise sig.
For gennem list, klogskab – og en stor portion held – lykkedes det at overleve krigen – noget der ikke var tilfældet for min gode veninde i lejren, fortæller den nu 88-årige Arlette.

Brændt levende
Hendes veninde havde forsøgt at flygte men blev fanget og skulle hænges foran de andre fanger til skræk og advarsel.
For at undgå hængningen forsøgte veninden at begå selvmord ved at skære sin pulsåre i hånden over.
Men det blev opdaget og forhindret.
Og som straf blev veninden i stedet brændt – levende.
Kan åbne og lukke for Auschwitz 
Arlette fortæller sin historie – nøgternt – og uden på nogen måder at blive følelsesladet. 
Og efter et foredrag som det på HF & VUC FYN er hun stadig nødt til at have en ”lukke-funktion”, så hun kan ”lukke efter sig” og vende tilbage til den virkelighed, hun lever i idag. 

Følg med eller bliv skudt
Den nøgterne facon gælder også, når hun fortæller som sin deltagelse i dødsmarchen, som hun og de andre fanger blev beordret ud på, da de sovjetiske tropper nærmede sig lejren fra øst i slutningen af krigen.
Dødsmarchen fandt sted i januar 1945.
- Det var iskoldt. Folk var afkræftede, og dem, der ikke kunne følge med, blev skudt.
Arlette overlevede endnu en gang – og efter krigen lykkedes det Arlette at komme tilbage til Paris – og gense sine forældre.
Hun var en af de meget heldige – trods alt.

Historien må ikke gentage sig
Arlette traf senere sin danske mand og levede efterfølgende et langt liv som gymnasielærer i Fredericia. 
Gennem det meste af sit liv fortalte hun ikke meget om sine oplevelser i Auschwitz-Birkenau.
Hun forsøgte i stedet at leve så almindeligt et liv, som det nu var muligt.
Men de sidste år er Arlette blevet meget opmærksom på, at hendes historie er vigtig at få fortalt eftertiden. 
For hun ved godt, det er vanskeligt at forstå, at så grusom en fortælling rent faktisk er sand – at den bunder i en historisk virkelighed, som ikke må gentage sig. 

En utrolig beretning.
Du kan læse mere af Arlettes historie i bogen ”Pigen fra Auschwitz” udgivet på Jyllands-Postens forlag i 2011. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar