fredag den 20. september 2013

Mød Mr. Møller


Hvad er det lige med ham Ole Jeppesen og møller?
Ole er hf-lærer på HF & VUC FYN i historie og idræt!
Og så laver han undervisningsmateriale sammen med Dansk Mølleforening – i forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival.
For mange vil det ikke give mening.
Men det gør det for Ole. Han er matematisk-fysisk student og aktiv atlet med en inderlig interesse for energi - og historie. Og så er han en stor tilhænger af at få vidt forskellige fag til at give mening - sammen.

Foto: Anker Tiedemann
Den personlige energiudladning dyrker han i diskoskast, kuglestød eller 100 meter løb for Odense Atletik.
Og kornmøller – ja, det handler også om energi, som Ole Jeppesen forklarer.
-         Korn giver energi til livet. Og møllerne bruger energi fra rindende vand og vind til formaling af kornet.

På den måde blandes fagene let og elegant for Ole Jeppesen - den naturvidenskabelige verden med den historiske - og helst med et element af fysisk udfoldelse, som er nødvendig for at komme ud at besøgene møllerne - et af de levende eksempler på industrialiseringen af dansk landbrug.

Ole er klart sit es, når han snakker om mel og møller, og det forplanter sig til det undervisningsmateriale, han har lavet i samarbejde med Dansk Mølleforening.

Bedøm selv materialet. Det ligger til fri afbenyttelse hos Dansk Mølleforening.
Hele uge 39 – sidste uge i september – er der i øvrigt åbent hus arrangementer på flere danske kornmøller. De møller kan du selv besøge. Alternativt kan du se Ole Jeppesens fagfilm om mel og kornmøller her.




Ole Jeppesen havde i sin tid et studiejob i Den Fynske Landsby med registrering af gårde bygget mellem 1850 og 1925 – den periode, hvor man gik fra bindingsværk til fastmurede bygninger.
I forbindelse med det arbejde stødte han også på en del kornmøller – og fandt dem interessante som en del af den industrielle udvikling på landet.
Han gemte informationerne og skaffede sig på den måde en guldgrube af materiale til sit senere speciale om – danske kornmøller. Ovenstående billede er naturligvis taget i HF & VUC FYNs egen trædemølle i Jernbanegade.


Foto: Anker Tiedemann

Ingen kommentarer:

Send en kommentar