mandag den 22. april 2013


Uddannelsespris til Vindegade


Er du ung, træt af det hele og står med et uddannelsespåbud fra kommunen, kan du håbe på at komme ind i Vindegadeprojektet.
I 2012 gik over 70 % af de 145, der gennemførte forløbene i Vindegade, videre i anden uddannelse eller job.
Og på de 6 hold gennemførte mellem 45 % og 92 % af de unge.
Statistikken er ikke bare flot.
Den er så overbevisende, at dette partnerskab mellem Odense Kommune og HF & VUC FYN netop har modtaget Årets Uddannelsespris på 25.000 kr. af VUC Bestyrelsesforeningen og Lederforeningen for VUC.

Klare forventninger – og støtte

De unges succes i Vindegade skyldes, at de møder tydelige rammer, klare forventninger og kontrakter for, hvad de skal lære.
Desuden har de enkelte klasser få lærere. Den enkelte har en personlig vejleder, og der bliver lagt vægt på det sociale miljø med buddy-ordning og samtaler efter behov.

Et sted den unge hører til

Medarbejderne i Vindegade har haft stort fokus
 på at få de unge til at føle sig hjemme.
 Det er helt afgørende for projektet,
siger afdelingsforstander, Marianne Karlshøj.
- Vi har at gøre med unge mennesker, der har dårlige erfaringer med uddannelse. De er typisk uafklarede, slet ikke klar til uddannelse og med stor risiko for at droppe ud, fortæller afdelingsforstander Marianne Karlshøj på HF & VUC FYN Odense-Søndersø.

Medarbejderne i Vindegadeprojektet har derfor gjort en stor indsats for at få kursisterne se skolen som et sted, hvor de hører til, og som støtter dem i at tage ansvar for egen hverdag og fremtid.

Fokus på brobygning

Vindegadeprojektet bliver hele tiden udviklet og fornyet. Og I 2013 er der for eksempel særligt fokus på at lave brobygning til Erhvervsskolerne og på at skabe øget samarbejde med vejledere i Odense kommune og fra andre skoler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar